GOLDBERG

EKSTERNE INTERVIEW, OMTALER & ANMELDELSER

Instruktøren er blevet interviewet omkring sin film i det jødiske blad Goldberg.
Interviewet kan læses nedenunder eller downloades som pdf her.

INTERVIEW I GOLDBERG

Af Jacques Blum og Eva Bøggild



FORHUD ELLER EJ


Kristen jøde? Jødisk kristen? Både og – hverken eller? Filmmanden Ulrik Gutkin ramte identitetsdebatten med 100 kilometer i timen, da han og kæresten fik et drengebarn. I generationer, måske i tusinder af år, er drengebørnene i Ulriks familie blevet omskåret. Så det skulle Felix jo også.

Ulrik Gutkin er ikke alene om oplevelsen af at skulle gå på kompromis med sin jødiske arv, fordi man får et barn med en ikke-jødisk kvinde. Faktisk gifter over 80% af de danske jøder sig med ikke-jøder, i de fleste tilfælde kristne danskere. Men i modsætning til andre holder Ulrik Gutkin og kæresten Signe ikke kompromis-diskussionerne inden for hjemmets vægge.

Felix er nu tre et halvt år gammel, og i januar måned kan man ved Jødisk Filmfestival se et såkaldt råklip til filmen Mig og jøderiet, som hans far har lavet om sin jødiske arv, om morens Signes ikke-religiøse kristne-danske baggrund og om de tos modstridende holdninger til identitet, religion og traditioner – ikke mindst omskærelse.

Hvem er jeg?
Ideen til filmen opstod på et tidspunkt, hvor de danske medier, ligesom i de seneste måneder, var fyldt af indlæg for og imod et forbud mod omskærelse af drengebørn. Inspireret af sit snarlige faderskab ville Ulrik Gutkin undersøge de – ofte irrationelle – følelser, der er forbundet med mange forældres ønske om omskærelse.

Filmen skulle favne interviews med både muslimer og jøder i blandede ægteskaber, men pludselig opdagede han, at den måtte tage sit udgangspunkt et helt andet sted, nemlig med spørgsmålet: ”Hvem er jeg?” ”Jeg var jo bare jøde. Mine forældre
og bedsteforældre er jøder, jeg har gået på den jødiske skole, og jeg spillede fodbold og badminton i den jødiske sportsklub, Hakoah. Vi holdt kosher derhjemme, men spiste ikkekosher ude. Vi fejrede de store helligdage, og jeg har stået Bar Mitzva,
men vi er aldrig kommet ret meget i Synagogen. Alt i alt har det med ”jøderiet”
forekommet helt uproblematisk, og jeg har nok aldrig før stillet spørgsmålet: ’Hvem er jeg?’”.

I dag kan Ulrik godt se, at den holdning var naiv. Mødet med Signe og hendes traditionelle danske ikkereligiøse kristne opvækst har både åbnet en ny verden for ham og fået ham til at se mere kritisk på sine egne værdier. ”Signe oplever, at alle jødiske ritualer er af religiøs karakter i modsætning til f.eks. julen, der i hendes
øjne bare er en dansk tradition og ikke specielt kristen. Sådan har jeg det ikke, men jeg synes på den anden side, at det er en berigelse for mig gennem Signe at opleve sådan en dansk juleaften.” ”Samtidig opdagede jeg, at de jødiske traditioner betyder noget for mig, og det har fået mig til at hive chanukka-stagen ”ud af skabet” – både i overført og helt konkret

Hos Ulrik og Signe – og hos mange andre blandede par – kan ritualer og traditioner stort set diskuteres i fredsommelighed, og der kan fejres både jul og chanukka og påske og pesach. Men omskærelse markerede en grænse. Og det er ikke så ærkeligt:
”Omskærelsen er jo et ’enten – eller’, og den kan ikke omgøres. Derfor måtte en af os give sig. Helt.”

Anderledes end hvem?
I filmen ”Mig og jøderiet” forklarer Signe, at omskærelse for hende er en middelalderlig skik, som hun næsten fysisk væmmes ved. Men hendes modstand drejer sig også om at være anderledes og udenfor. ”Signe har ikke lyst til, at Felix skal
være anderledes end andre børn. Og der skal ikke så meget til i Danmark for, at man er anderledes. Hun er bange for, at han vil blive ekskluderet af det danske samfund og fra hende. Men uden omskærelsen bliver han jo anderledes end mig, og jeg ville gerne give han et mærke, et tegn på, hvem han er. ”I modsætning til Signe er jeg jo vant til at være minoritet og har aldrig haft problemer med det, måske tværtimod. For mig er det jo naturligt.

En kritisk sjæl?

Ulrik er ikke i tvivl: Han er en ikke-religiøs jøde. Signe er ikke i tvivl: Hun er en ikke-religiøs kristen. Men hvad er Felix? Felix er et kompromis, det er de enige om. Men hvor Ulrik mener, at han skal være ”både – og”, synes Signe bedre om ”hverken – eller”.

Ulrik Gutkin har vist sin næsten færdige film til to grupper – en jødisk og en ikke-jødisk – for at få deres reaktion på spørgsmålet om bl.a. omskærelse. ”Der var ingen tvivl: Gruppen af jøder mente, at jeg havde givet slip på alt for meget, og at det jødiske ikke blev tilgodeset. Og den ikke-jødiske mente, at jeg lægger alt for meget pres på Signe, for at det jødiske skal fylde mere i vores liv.” ”Jeg mener godt, at Felix kan rumme det hele. Senere kan han jo tage stilling til, hvem og hvad han vil være. Jeg håber, at han først og fremmest vil være en kritisk sjæl.”

Ulrik Gutkin er gennem de år, han har arbejdet med filmen og problemstillingerne, blevet mere og mere klar over, at den jødiske arv er vigtig for ham, og at han gerne vil give noget af den videre til sine børn. Han har også opdaget, at han bliver nødt til at være mere aktiv, end han troede for at give arven videre, for ellers forsvinder den. Og hvis han ikke får ”positiv særbehandling”, dvs. at ’jøderierne’ får forholdsvis mere plads i familiens liv, så drukner hans bidrag i den dansk-kristne kultur, som Felix er en naturlig del af. At diskussionerne har været en belastning i forholdet er klart, men: ”Konflikten er vel ikke større end, hvad vi selv gør den til. Jeg vil gerne give noget – et eller andet – videre, men jeg må tage til efterretning, at pt. er vores søn ikke omskåret. Det er et tab for mig, men jeg må finde andre måder at give jødedommen videre til ham på.”

Indtil videre er Felix ikke blevet omskåret. Om han bliver det, må man gå i biografen og se Ulrik Gutkins film for at få at vide.

Se et udsnit af filmen ”Mig og jøderiet” samt et interview med Ulrik Gutkin på Goldberg TV: www.Goldberg.nu